fbpx
Sådans kriver du en god pressemeddelelse

Sådan skriver du en god pressemeddelelse

Onsdag d. 12. maj 2021

Alt du skal vide for at skrive en god pressemeddelelse, inklusiv eksempel på en pressemeddelelse og en gratis skabelon til din egen pressemeddelelse. Du kan hente eksemplet og skabelonen som PDF nederst i indlægget.

Den gode historie

Før du overhovedet går i gang med at skrive en pressemeddelelse, bør du stille dig selv spørgsmålet: ”Er det her en god historie?” Du er nødt til at være ærlig overfor dig selv – er den her historie vigtig for andre at høre?

 

Det kan jo være svært at svare på, men hvis ikke din historie er spændende, interessant eller vigtig for andre, så kommer din pressemeddelelse højst sandsynligt ikke ud over rampen.

Den rigtige vinkel

Selv gode historier kan blive fortalt kedeligt. Derfor skal du tænke over, hvordan du vil vinkle din historie og her er det en god idé at overveje, hvem din målgruppe er og hvilke medier, der kunne være relevante.

 

For eksempel er en pressemeddelelse om et lokalt kulturarrangement relevant i de lokale medier såsom lokalavisen og -radioen, imens det ikke vil være særlig relevant for landsdækkende medier.

Eksempel fra den virkelige verden:

En nyopstartet sportsklub ville gerne gøre mere opmærksom på sig selv. Som noget nyt og særligt for deres klub, havde de oprettet familiehold, hvor forældre kunne dyrke sporten sammen med deres børn. I pressemeddelelsen til lokalpressen lagde klubben vægt på, hvordan de med deres nye tiltag, kunne få endnu flere børnefamilier til at dyrke sport og motionere.

Klubben kunne have valgt at fortælle om alle deres hold og arrangementer, men ved at vælge én god vinkel, fik de fortalt en god historie om, hvordan travle børnefamilier kunne få mere tid sammen.

Hvis du har svært ved at finde den rigtige vinkel og de relevante medier, kan du stille dig selv følgende spørgsmål: ”Til hvem og med hvilket formål?”

Med det menes, hvem er pressemeddelelsen henvendt til og hvad vil jeg gerne have dem til at gøre på baggrund af den?

For eksempel: Pressemeddelelsen henvender sig til kvinder over 40 år på Fyn, der interesserer sig for at nålebinding, med det formål at få flere deltagere til vores foredragsaften om nålebinding.

Sådan strukturerer du en pressemeddelelse

En pressemeddelelse er bygget op, som en omvendt nyhedstrekant, hvor hovedkonklusionen præsenteres først, derefter uddybes med hvem, hvad, hvor, hvornår, efterfulgt af fakta fx statistikker, citater og dokumentation, for eventuelt at slutte med lidt bonusinfo.

 

Tekstmæssigt er pressemeddelelsen bygget op med en overskrift (rubrik), en udbyggende underrubrik (intro) og brødteksten (indholdet) i flere afsnit.

Rubrik (overskrift, titel)

Rubrikken skal sælge din historie, så tænk over, hvordan du kan formidle din historie med én sætning. Den må gerne vække nysgerrighed hos læseren.

Du kan for eksempel bruge bogstavrim (”Vestas vinder vindmølleudbud”), ordspil eller spørgsmål. Undgå at bruge meget ladede sætninger såsom ”verdens bedste” eller ”et helt fantastisk produkt”, da det kan gå ud over din troværdighed.

Og gå i en lang bue udenom clickbait-agtige virkemidler (”Hun prøvede et nyt produkt, du gætter aldrig, hvad der så skete!”).  

Underrubrik (kort intro, resumé, teaser)

Under overskriften er en uddybende underrubrik. Rubrikken var maddingen, men læseren mangler stadig at bide på. I underrubrikken skal du på to-tre linjer præsentere historien.

Husk at være faktuel og saglig. Giv læseren et overblik over, hvad historien handler om og hvilke konsekvenser den har. Hav fokus på pressemeddelelsens formål og brug ’hvem, hvad, hvor, hvornår’.

Brødtekst

Introduktion

Nu er vi kommet til indholdet i pressemeddelelsen, som er opdelt i flere afsnit. Vi fået læseren til at bide på, så nu kan vi gå i gang med lidt mere indhold. I introduktionen kan du gå tilbage til historiens begyndelse. Sæt scenen. Du kan også bruge spørgsmål, citater eller lignende til at slå tonen an og komme i gang.

 

Husk at holde en saglig tone og skriv som i resten af pressemeddelelsen i tredje person (”Nålebindingsklubben blev oprettet tilbage i 1987” i stedet for ”vi oprettede nålebindingsklubben tilbage i 1987”). Pressemeddelelser skal helst være så korte og skarpe som muligt, så skær alt unødvendigt fra og kom til sagen.

 

Præsenter info, der får folk til at handle, så tidligt som muligt. Hvis det er et event, så få dato, tid og sted på plads hurtigt. Hvis det er et nyt produkt, så skriv hvor læseren kan finde det. Hvis jeg er interesseret i et event, gider jeg ikke skimte hele teksten igennem for at finde den relevante information.

 

Dokumentation

Når du har skrevet din indledning, er det tid til at hive fakta frem. Det kan være statistikker, citater, analyser eller viden, der understøtter din historie.

 

Citater er særligt vigtige og du kan med fordel bruge citater fra din virksomhed eller forening. Hvad siger direktøren eller formanden om nyheden? Citater er med til at gøre historien levende og er nemmere at forholde sig til end tørre tal.

 

Afslutning

Det er her du kan komme med ekstra bonusinfo, baggrundsviden og kontaktoplysninger.

Baggrundsviden om virksomheden eller foreningen

Til sidst kan du, hvis det passer ind i din nyhed og der er plads i din pressemeddelelse, skrive kort om virksomheden eller foreningen. Tænk på, at en journalist skal kunne kigge din pressemeddelelse igennem og vide hvem I er som afsendere – det sparer dem for tid og research.

Kontaktoplysninger

Husk altid at have jeres kontaktoplysninger på pressemeddelelsen og gerne et telefonnummer og en mail, som journalisterne kan kontakte jer på, hvis de har uddybende spørgsmål. Tænk, hvis de gerne vil bringe jeres historie, men ikke kan få fat i jer. Det ville være et ærgerligt punkt at blive droppet på. Så husk at tage telefonen, når de ringer.

(Indlægget fortsætter under billedet)

Eksempel på en pressemeddelelse - hent som PDF nederst i indlægget.

Huskeliste:

    • Vedhæft gerne billeder, som journalisterne kan bruge. De skal gerne være i en god opløsning.
    • Husk at skrive tydeligt, hvem der er afsender på pressemeddelelsen for eksempel i headeren.
    • Når du sender en mail, så husk at skrive noget fængende i emnefeltet. Hvis du bare skriver pressemeddelelse, falder journalisterne måske i søvn.
    • Skriv i tredjeperson. Det virker måske lidt underligt, men det er utroligt vigtigt og hjælper dig også med at holde den saglige tone.
    • Dato og sted. Skriv altid en dato og bynavn på dine pressemeddelelser
    • En pressemeddelelse bør ikke fylde mere end én A4-side.

 

Hvis du har brug for en skabelon, hvor du bare skal indsætte dine egne data og tekster, så kan helt gratis hente en skabelon til pressemeddelelser her.

 

Hent eksempel på pressemeddelelse som PDF her.

Hent eksempel på pressemeddelelse med forklaring som PDF her.

 

Har du brug for hjælp til at komme ud over stepperne? Jeg hjælper dig gerne med din pressemeddelelse, uanset om du har brug for feedback eller en til at skrive den fra bunden.

Send mig gerne en mail eller en besked.