fbpx
Gratis billeder uden at bryde loven
Få flotte billeder uden at bryde loven

3 tips til gratis billeder – undgå at bryde loven

Mandag d. 12. august 2019

Du er tilbage fra ferie og skal lave et lækkert opslag på Facebook eller Instagram, hvor du forsøger at ramme den helt rigtige stemning af sol, badestrand og ferieparadis. Egentlig skal du bare lave et opslag, hvor du oplyser om, at din virksomhed er tilbage igen efter ferien. Du skal bare lige bruge et hurtigt billede. På google finder du hurtigt et fint billede, som du downloader og- stop!

 

Du ved selvfølgelig godt, at man ikke må bruge andres billeder uden tilladelse, og du ville aldrig kunne finde på at bruge det til reklame, men det her er jo bare til Facebook. Her gælder loven stadig! Måske er du tidligere kommet til at gå i ”Bare Et Billede Fra Google”-fælden eller også er du meget påpasselig med ikke at gøre det. Det er fristende at finde et billede i en søgning, især når det er til små ting, såsom et opslag på Facebook eller et blogindlæg på din hjemmeside.

 

Men hvor går man så hen, hvis man skal bruge et fint billede uden at bryde loven? Her kommer 3 tips til gratis billeder:

Unsplash

På siden Unsplash finder du smukke fotografier, der er til fri afbenyttelse uden nogen former for klausuler. Du må bruge billederne i kommercielle sammenhænge, og du må også redigere eller ændre i billederne. Billederne er gode til markedsføring, og leder du fx efter en baggrund eller billeder med empty space, så du selv kan sætte en flot tekst på, er Unsplash et rigtig godt sted at lede. Langt de fleste af billederne på min egen side, stammer fra Unsplash.

Pixabay

Man plejer at sige, at man får, hvad man betaler for. Skal du bruge de helt rigtige markedsføringsbilleder, er det nok en god idé at smide lidt mønter efter det. Men skal du hurtigt bruge et billede til din Facebook-side, finder du også okay forslag på Pixabay. Du kan også søge efter illustrationer eller vektorgrafik. Kvaliteten er meget svingende, men man kan godt være heldig og finde guldkorn. Billederne på Pixabay er gratis at downloade og kan frit bruges.

Freepik

Freepik finder du både gratis og betalt indhold, men med et enkelt klik kan du filtrere betalt indhold fra. Du finder både fotografier, illustrationer, vektorgrafik og ikoner. Udvalget er lidt større og bedre end på Pixabay, men du skal være opmærksom på, at her skal du kreditere kunstneren. Det betyder, at du et synligt sted skal skrive, hvor du har fundet billedet, fx med et link på din hjemmeside eller med lille skrift på billedet. Det gør det lidt mere besværligt, men til gengæld er der et bredere udvalg end på Pixabay.

Som nyopstartet iværksætter med små midler sætter jeg selv pris på de ressourcer jeg kan få gratis, og jeg håber, du kan bruge de nævnte sider til at finde flotte og ikke mindst lovlige billeder til din hjemmeside, Facebook eller noget helt tredje.

Få skriveguiden
Skriv bedre med 10 nemme skrivetips

Skriveguide

og tilmeld dig nyhedsbrevet med tips og tricks til din kommunikation og markedsføring.